Få min BLOG via RSS | english
Hvordan bruger du tidsåndensom en aktiv ressource til at nå dine mål?
tirsdag 21. februar 2012 Kl. 20:04 | 0 kommentarer

Har du problemer med at bryde isen til receptionen? Så smid ordene slowmedia, selftracking og semantic web i cocktailglasset , og se hvad det sætter gang i. +1 er det ord, som også Lucas Papademos kender, men som altså lige gik dine ører forbi …

SLOWMEDIA

Er du træt af hurtige ufortolkede usammenhængende nyheder? Så er slow media måske noget for dig. Bevægelsen er startet i Tyskland, selvfølgelig inspireret af fænomenet slow food, og ønsker en kommunikation, der er mere kvalitetsbevidst, tidløs, bæredygtig, kollektiv og krævende. Kommunikation skal ikke handle om hastighed og mængde, men om kvalitet. Og derfor gør konceptet også op med en af de ellers vigtigste bud i kommunikation i dag: Gør det nemt for din modtager at forstå! I stedet kræver slow media fokus, stillingtagen og fuld opmærksomhed af sin bruger. Det handler altså om, at den der kommunikerer giver sig god tid til at researche og sætte sig ind i det emne, som formidles, og samtidig leverer meningen i en nærmest æstetisk lækker indpakning af ord. Og det giver langvarige og loyale forhold mellem mediet og modtageren, fordi det er baseret på troværdighed og tillid. Eller med andre ord: slow media er bæredygtig kommunikation. Læs mere her 

SELF TRACKING

Glem alt om at cyborgs er fremtiden. De er her nu! I form af en mulliard applikationer, der kan måle og monitorere dig selv konstant og hele tiden. Jeg synes i hvert fald det tangerer cyborgisme (hedder det det?), for du ved at plotte alle – som i ALLE - dine handlinger ind i diverse apps, har du også givet dem den totale kontrol over dig selv, din tid og dit liv. Selvom du selv har opstillet hvilke mål, du gerne vil opnå. Self tracking er et fænomen, der dyrkes via vores smartphones, og som skal fortælle dig hvordan du har det, hvordan det går i forhold til dine mål og som også kan sammenligne dig med alle de andre, der også går og self tracker sig selv. Tjek www.quantifiedself.com  og se om du har styr på dig selv. Eller få det!

SEMANTIC WEB

Viden kommer bedst i kvalitet – se slow media – fremfor kvantitet, og derfor er det nye semantic web fremtiden. Det meningsfulde web opstår, fordi der er intelligent software bag, og det opfatter ikke ord som bits og bytes, men derimod som meningsfuld data, der kan arbejdes og fortolkes. Eksperter forudser, at det kan blive så stort et kvantespring, som www var for 90’erne.

+ 1: MURAKAMI 1Q84

Dette er ikke en trend. Og dog. Den japanske forfatter Haruki Murakami er aktuel med trilogien 1Q84, der er noget nær den mest geniale bog jeg nogensinde har læst. Nu er jeg også bias, for jeg ganske enkelt elsker hans forfatterskab! Alligevel vil jeg mene, at han er et godt ex på den trend, der går mod fordybelse og action på samme tid, og som passer det moderne menneske så godt. Han kaster meningsfuldt rundt med paralleluniverser, suspekte mandslinge, køns-u-stereotyper, aldersudfordrendepersonager og meget meget mere, som på mystisk vis falder sammen i en genial helhed. Kender du ikke hans forfatterskab, er det måske på tide at få et brush-up på den moderne tid levet i en kosmopolitisk kærlighedsepoke. Læs mere her

Det er nu du skal træde op i stilletterne og vise kavalergang, hvis du vil være med til at skabe en kulturel revolution, som både mænd og kvinder vil elske – men som du klart vil få mest ud af!

Af sociolog Emilia van Hauen i Feminas faste klumme "Emilias tidsånd"

Husker du Anne Mette Rasmussen før Vild med dans? Støv, støv, støv, gaaab. Ved du hvordan hun ser ud nu? Ja, hvem gør ikke det?! Selvbevidste Fru Fræk svinger i dag alt fra lårbasser til meninger rundt i offentligheden, og er i den grad trådt ud af sin mands køligt kontrollerede skygge. Hvad var det lige, der skete?

Mit gæt er, at hun sansede sin erotiske kapital og begyndte at bruge den big time til sin egen fordel! Ikke alene har hun fået masser af opmærksomhed; hun virker også langt mere fri, stærk, interessant og livsglad end før hun opdagede, hvad en frynsekjole kunne gøre for hendes personlighed.

Gennem dansen mærkede hun, at hun ikke alene havde en krop, men at den også kunne bruges til andet, end at transportere hovedet med. Den kunne nemlig bruges som redskab til at frigøre hendes inderste drømme om kvindelighed, og så kan det ellers være, at statsministerfruen kom til live igen og tog sin plads. Og det er hvad der sker, når kvinder kommer i kontakt med deres krop og deres seksualitet, for så kommer de nemlig også i kontakt med deres livskraft og kreativitet. Og det er der desværre alt for mange danske kvinder, der ikke er.

Vores nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt, er et eksempel på en kvinde, der nok ifører sig nederdel, stiletter og rød taske, men som desværre har pakket sin erotiske kapital lige så langt væk, som nogle af de løfter hun gav under valgkampen. Og det i sig selv er en sød ironi, for hvis hun turde være i kontakt med den, ville hun fremstå mere menneskelig, levende, inspirerende og ikke mindst fri, og det kunne øge hendes troværdighed betydeligt. Hun ville ganske enkelt fremstå mere ægte, hvilket er noget, vi meget gerne ser hos vores politikere – og ikke mindst regeringen!

Hvad er erotisk kapital da? Ja, vi skal lige en lille omvej for at forstå, hvor vigtigt, frigørende og empowering et begreb det egentlig er.

Læs også Feminas chefredaktør Camilla Kjems leder om erotisk kapital

Mænd er det fysisk stærke køn (jamen, det er de altså), og deres opgave for menneskeheden, har til alle tider været at yde beskyttelse overfor kvinder og afkom. Mænd tiltrækkes af skønhed (hvilket er rigtigt smart, for skønhed er lig sundhed i naturen, og det igen er lig artens overlevelse), og derfor målte mænd spyd, og kvinder udvekslede skønhedstips. Jo mere tiltrækkende en hun var, jo større var chancen for at score alfahannen – og overlevelsen. Naturen er altså knirkende logisk: Kvinder søger styrke, mænd søger sundhed, og summen er det stærkeste afkom. Bingo!

Kvinder er derfor genetisk programmerede til at opsøge og dyrke alt, hvad der kan gøre os tiltrækkende, og det er langt mere end blot et godt udseende. Det er også en livlig og charmerende personlighed, en æstetisk lækker fremtoning (som handler om at få det bedste ud af sit naturlige udseende), en god social præsentation og en villighed til at lege med sin sexappeal. Med andre ord alt det, der gør sjovt, underholdende og rart at være sammen med et andet menneske, der er i live og som giver sin opmærksomhed videre til andre, så de også føler sig levende.

Hvad tænker du, når du læser dette? At det er underlødigt, svagt, selvundertrykkende og uværdigt at dyrke den side af sig selv, når kvinder i dag har alle muligheder for at klare sig selv økonomisk og derfor ikke længere behøver at gøre sig afhængig af en mand? Eller at det er hammer smart at benytte sig af den side af livet også, så man får ekstra mange aktiver at spille på, i stedet for bare ens faglighed og professionalisme?

Hvis du tænker det sidste, er du en fortaler for det nye begreb, der kaldes for erotisk kapital. Og så vil jeg vove at påstå, at du er mere end med på den nye trend; du er faktisk med til at skabe den!

Mænd har haft magten i samfundet i tusindvis af generationer, og derfor har de siddet tungt på den økonomiske, kulturelle, sociale og politiske magt. Og hvad havde vi kvinder? Jo, vi havde en erotisk magt, men den har altid været forbundet med noget lavtstående, uværdigt og æresløst, og derfor foragter vi automatisk kvinder, der bruger den bevidst. Ingen vil være som Annie former Fønsby. Heller ikke jeg.

Men det forklarer ikke, hvorfor vi kvinder bliver ved med at amputere den side af os selv, som kan være med til at styrke vores position i samfundet, uden at vi derved sælger ud af vores viden, professionalisme, faglighed og dygtighed. For det er i virkeligheden det vi gør, når vi undertrykker vores erotiske kapital og forsøger at tæmme den til at være en lille fin skødehund, fremfor den brølende tiger af liv, energi og kreativitet, den også er. Hvordan skulle den uskyldige madonna fungere som forbillede i min hverdag, når jeg lever i et samfund, hvor jeg bedømmes på min evne til at være skabende og resultatorienteret?

Min opfordring til dig er derfor, at du skal dyrke din erotiske kapital til det yderste, for på den måde vil du opleve dig selv som mest levende og mest hjemme i dig selv. Uanset hvad du end gør, er du jo kvinde, og tør du være i kontakt med din inderste kvindelighed, er du også i kontakt med din livskraft. For nogle betyder det at iføre sig stiletter, for andre at male erotiske billeder, bestige bjerge, bage lækre kager eller spille musik. Hvordan du gør det, er fuldstændig ligegyldigt – bare du gør det! Det øger ikke blot din livsglæde; det øger også dine muligheder i alle livets forhold til at få det, du ønsker. Fordi du ikke kommer til at komme udenom. God fornøjelse!

BOKS:

Både Barack og Michelle Obama har skyhøj erotisk kapital begge to – og det er tydeligt at se, at de begge dyrker den intensivt. Men det har jo ikke ligefrem gjort dem dummere, eller mindsket deres sociale status, vel?

BOKS:

Erotisk kapital består af seks egenskaber: Skønhed, sexappeal, charme, livlighed, social præsentation og seksualitet. Google Catherine Hakim og læs mere.

BOKS:

Mennesker med en høj erotisk kapital øger deres chancer for at få de bedste jobs, bruges af medierne, bedre ægteskaber, få partnere med højere social status, højere løn, bedre sociale kontakter og m.m.

tirsdag 21. februar 2012 Kl. 19:55 | 0 kommentarer

Cocreation er kriseknusning og fremtidssikring, men hvordan går du fra at være en leder eller medarbejder, til at være en cocreator? Tjek din – og dine kollegaers – type ud og skab det bedste team.

Af Emilia van Hauen, sociolog og HD(A)

Du får spørgsmålet: ”Nå - hvad laver du så?” Hvad vil du helst svare:

A: ”Jeg arbejder i en bank!”

B: ”Jeg er med til at halvere verdens fattigdom inden 2015!” (Grameen Bank)

Vælg B – for B er en fest! Det giver nemlig mening på alle niveauer: Sætter dig ind i en social og historisk sammenhæng, gør den forskel mange længes efter OG giver dig frihed til at bruge hele dig selv udover din faglighed til at løse udfordringen. Du går dermed fra at være en medarbejder med faste funktioner, til at være en cocreator, der bruger din kreativitet og alle dine kompetencer til at udvikle verden – sammen med andre. Hvilken type cocreator er du mon i matrixen?

Tidsaksen mellem ide og manifestation sætter rammen for projektet/visionen. Det nye er, at alle medarbejdere uanset niveau forventes at være medskabere og fungere som idemagere. Manifestation er virkeliggørelsen af de luftige ideer, men ikke kun ting vi kan røre; også ting vi bliver berørt af. Især ledelsen bliver udfordret på dette, fordi den bliver tvunget til at overgive sig til en vis grad af kollektiv intelligens, når den – for at være i flow med omverdenen – lægger en del af strategien ud til masserne.

Den sociale akse pendler mellem autonomi - der er vores evne til at tænke og handle selvstændigt, søge sund uafhængighed og fostre et originalt bidrag til menneskeheden - og fællesskab, der handler om at kunne implementere dette originale bidrag i en større sammenhæng. Vores tid er hypersocial, og vinderne er dem, der kan placere sig selv i sammenhæng med andre, og rigtigt i forhold til den givne vision. Skab det rigtige team af cocreators og du er godt på vej.

Idestormeren er drevet af lysten til at bidrage med idéer; originale, nyskabende, normbrydende! Bag ideerne gemmer sig ofte en længsel efter frihed fra begrænsende strukturer, systemer og rutiner. At føle sig i live, er også en vigtig værdi, hvorfor typen har en udpræget evne til at få selve processen til at vær dynamisk, mens udfordringen er at fastholde interessen for ideen længe nok til at den er manifesteret. Idestormeren er genial til at sparke processen i gang – og fastholde idéflowet.

Nybyggeren brænder for at få skabt noget (stort) som andre får glæde af. Hun er drevet af overlevelse og indflydelse (læs: magt), og elsker autoriteter, systemer og strukturer, der kan skabe effektivitet og manifestation. Derfor er seriøsitet, tyngde og (personlig) styrke også værdier, som dyrkes intensivt. Er ofte en oplagt ledertype, som gerne tager førerskabet på sig, både når det er nødvendigt – og når ikke er det! En nybygger er uovertruffen som djævlens advokat; hun skal dog huske ikke at slå med kritik, men inspirere med alternative løsninger på problemerne. Stærkest er hun, når de gode ideer skal konkretiseres i handlinger og planer – gerne på en intelligent, effektiv og holdbar måde.

Visionspartneren tror, at uden de andre, er man ingen, og søger altid sammen med andre, der deler samme tro på og visioner for fremtiden. Udviser stor åbenhed overfor andre virkeligheder end sin egen, og en villighed til at lade sig udfordre på egne sandheder. Værdimæssigt er han drevet af en stor grad af solidaritet og tolerance, og elsker at føle samhørighed med andre – og egne eller deres ideer. Typen er derfor fantastisk til at bruge idestormerens ideer og nybyggerens handlekraft til at sparke opgaven op på det næste (sociale/evolutionære) niveau, og er garant for at det man udvikler i processen, er til gavn for en større helhed.

Coman (”co” for fællesskab, og ”man” for manifestation + menneske på engelsk; den mest avancerede form for manifestation af liv på jorden) ser livet som en leg, der leges bedst i fællesskab ved at føre projektet ud i virkeligheden. Og kun er en succes, når alle bidrager aktivt og har en vigtig rolle at spille. En coman adskiller sig fra en nybygger ved altid at tænke gruppen og dens forskellige styrker og kompetencer ind i den fælles løsning, og ser sig selv som en fødselshjælper for et fælles projekt. Organisering, mangfoldighed og frivillighed er de sociale værdier, som en coman dyrker til perfektion, og som modvægt til disse er pligtfølelse og disciplin også nogle af de værdier, der kendetegner en coman, for hun er klar over at hårdt arbejde er nødvendigt, også på bekostning af egne behov og ønsker. Fleksibilitet er dermed også en af comanens værdier.

tirsdag 21. februar 2012 Kl. 09:53 | 0 kommentarer

Vil du udfordres? Vil du lære dig selv bedre at kende i den sociale sfære? Så får du en øvelse her, som du kan lave.

Hvilken tv-serie er din favorit? Måske fordi den får dig til at grine, græde, føle spænding, blive oplyst på en interessant måde eller noget helt femte. Men nok også fordi, der er mindst én person med, som du kan identificere dig med - eller ville ønske, at du selv var lidt mere, ikke?

En af mine egne favoritter er Samantha fra Sex and the City, fordi hun er så ærlig og fanden i voldsk og i den grad er i god kontakt med hvad hun selv ønsker, mens hun går ret kompromisløst efter det. Samtidig er hun ret omsorgsfuld og meget loyal overfor de mennesker, der er hendes. Denne mand/kvinde kombi er jeg ret betaget af - og derfor er hun en af mine tv-serie helte.

Hvem er din? Og hvorfor? Prøv at lade dig inspirere af rollen og tag de egenskaber og træk til dig og gør dem til dine egne. På den måde kan du gøre noget nyt, udvikle dig selv og ....måske føle dig lidt som en tv-serie helt :-)

 

Sammen skaber kvinder i Niger bedre vilkår gennem CARE Danmarks's sparelånegrupper.

Af Marianne Haahr, CARE Danmarks programkoordinator for Niger, Marianne Haahr

I Niger tager kvinder i stigende grad del i det politiske liv. Det er typisk kvinder fra såkaldte spare-låne-grupper, der har fået styrke til at kræve indflydelse. Succeshistorierne gør, at kvinderne kalder grupperne for ’Nigers svar på en jurauddannelse fra Harvard’.

 - 134,5 KB

Mamata Tinou står i den lokale kornbank, som hun selv har taget initiativ til at oprette. Mamta Tinou har været fattig i hele sit liv, og som enke, ældre og barnløs er hun ikke billedet på en typisk leder. Men sidste år blev hun som den første kvinde nogensinde valgt ind i det regionale råd. Det har hendes involvering i spare-låne-grupper (2010 CARE)

I det knastørre vestafrikanske land Niger er nye sammenslutninger begyndt at spire frem. Sammenslutninger af nigerske kvinder, som for første gang er begyndt at tage del i politik. Kvinderne finder vej ind på det, der ellers altid har været mændenes domæne, gennem såkaldte spare-låne-grupper, der fungerer som et økonomisk og socialt netværk for kvinderne.

En bæredygtig form for mikrofinansiering

Spare-låne-grupperne er den internationale hjælpeorganisation CAREs svar på mikrofinansiering. Medlemmerne i en spare-låne-gruppe sparer op i fællesskab og skiftes til at tage små lån, som de bruger til at etablere små forretninger eller til at købe bedre såsæd til deres marker, så høstudbyttet vokser.

Gennem spare-låne-grupperne får kvinderne muligheden for at opdage og udvikle deres eget potentiale som forretningskvinder og ledere, og sammenholdet med gruppens øvrige kvinder giver dem følelsen af at være bakket op. Det giver dem selvtillid og mod til at deltage aktivt, når der skal træffes beslutninger.

Kvinder på vej

I grupperne lærer kvinderne om deres rettigheder, og de bliver undervist i, hvordan det politiske system hænger sammen. I Niger hedder CAREs spare-låne-grupper Mata Musa Dubara, som betyder ’kvinder på vej’. Men kvinderne kalder også spare-låne-grupperne for ’Nigers svar på en jurauddannelse fra Harvard’, fordi nogle af kvinderne er nået så langt, at de er blevet valgt ind i kommunalbestyrelser, eller har stillet op til parlamentsvalget.

Også lokalt er der kvinder, hvis talent, mod og hårde arbejde har fået en afgørende betydning for mange mennesker. Som for eksempel Mamata Tinou fra landsbyen Genki. Som ældre enke uden børn og med fysiske men efter poliosygdom hørte hun til blandt Nigers mest sårbare befolkningsgrupper. Men da hun kom med i en spare-låne-gruppe fik hendes talent for forretning mulighed for at udfolde sig, og hun er efterfølgende blevet leder af et stort netværk af spare-låne-grupper i regionen.

Talent og omtanke skaber vækst

Under Mamata Tinous lederskab er spare-låne-grupperne gået sammen om at etablere kornbanker, som sikrer mad til normale priser, når den årlige sultperiode sætter ind, og priserne ellers stiger voldsomt. Det betød for eksempel, at der var mad nok til alle i Genki og de omkringliggende landsbyer under katastrofen i Niger i 2010, hvor over halvdelen af landets befolkning måtte sulte.

I CARE oplever man gang på gang, at de lokale kvinder har styrken, evnerne og viljen til at forbedre leveforholdene for deres familie, og at det lykkes gennem fællesskabet i spare-låne-grupperne. I tilfældet som med Mamata Tinou er det endda lykkedes at løfte ikke bare en enkelt landsby, men hele området.

Ved at vise, at de også kan gøre en forskel for deres lokalsamfund, vinder kvinderne respekt hos de lokale mænd, og dermed bliver spare-låne-grupperne deres indgangsbillet til medbestemmelse – både lokalt og nationalt.

Stadig noget at kæmpe for

Men nogle steder i Niger er indstillingen til kvindernes forsamlinger ikke lige så velsignet. Særligt i det sydlige Niger ses lige nu en stigende islamisering af samfundet, inspireret af Boko Haram-bevægelsen i nabolandet Nigeria. For kvinderne betyder det, at de ikke længere får del i deres ægtemænds jord, og at de ikke må forlade hjemmets fire vægge uden et mandligt familiemedlem ved deres side.

Netop derfor er det endnu vigtigere at holde fast i at etablere fællesskaber som spare-låne-grupper, så kvinderne kan støtte hinanden økonomisk og socialt og dermed give dem mulighed for bedre levevilkår og adgang til politisk indflydelse.

Se filmen om Mamata Tinou

FAKTA

- CARE har etableret over 7.300 spare-låne-grupper i Niger

- Niger så sin første kvindelige kandidat ved præsidentvalget i marts 2011

- Andelen af kvinder i parlamentet er steget fra fire procent i 2004 til 13 procent i 2011

- Ud af de 107, der blev valgt til parlamentet i 2011, er 14 kvinder

- Samtlige af de valgte kvinder har været medlemmer af spare-låne-grupper

 

Smukke Johanne Lund fra Ecouture og jeg i samtale om kvindelighed, mode, livsglæde og meget meget mere i denne video

Browse også rundt på hendes site - her er kjoler for enhver smag...og især for kvinder, der gerne vil dyrke deres femininitet :-)

Så er katastrofeåret eller jubelåret - afhængig af hvilket perspektiv man vælger at antage! - 2012 kommet godt i gang, og yes yes, der er helt klart tunge toner at spore i årets melodi, meeen samtidig giver det jo de fedeste muligheder for at sætte en helt ny dagsorden. Og det kan du gøre ved at benytte dig af cocreation og selv være en cocreator og sørge for ikke at lide af mikrokedsomhed. +1 er det ord (eller sted!), som selv Kim Jong-un kender, men som altså lige gik dine ører forbi …

COCREATION

Du har måske hørt om det før, men det er så stor og vigtig en trend, at jeg vil nævne den alligevel.

Cocreation – på lidt ubehjælpsomt dansk: samskabelse - startede med at være en forretnings- og innovationsstrategi, hvor man involverer sine kunder i produktudviklingen, så de ikke blot er passive modtagere af en virksomheds marketing og kommunikation. I dag bliver tankerne bag strategien om involvering af alle partnere brugt langt bredere, og man taler om cocreation i alle typer af organisationer og virksomheder; selv i det offentlige, hvor borgerne bliver inddraget i løsningen af de udfordringer som de bliver mødt med til dagligt. Det er hvad mind-lab gør – se selv mere her www.mind-lab.dk

Cocreation handler om at udveksle og dele idéer, ressourcer og kompetencer for at skabe innovation og værdi for begge parter via nye former for interaktion, serviceydelser og læringsmekanismer. Det handler altså om at skabe noget sammen – og starte med at skabe visionen sammen, før man går videre til at løse opgaven.

Begrebet blev først introduceret af C K Prahalad og Remkat Ramaswamy i en Harvard Business Review artikel fra 2000 kaldet "Co-Opting Customer Competence"

Du kan læse mere om det i denne måneds temaartikel: Fra medarbejder til cocreator

COCREATOR

At lave cocreation kræver, at man selv er en cocreator – og hvad vil det så sige? En cocreator er en person, der er bevidst om sine egne kompetencer og kreative værdi, og som samtidig er drevet af en indre vision om evolution – på den ene eller anden måde – og derfor ofte søger at udvikle verden. På alle niveauer. Ikke bare strategisk, men også i det daglige. Ved samskabelse forventes hvert enkelt menneske at bidrage selvstændigt og kreativt til opfyldelsen af organisationens overordnede mål, og smide sit engagement, sin ekspertise og passion ind i fællespuljen af løsningsmuligheder.

De kompetencer man skal have er evnen til at være kreativ (selvfølgelig!), åben, social, engageret, mangfoldig og performende (dvs giv dig selv til verden og vis hvad du kan byde på).

Du kan læse mere om hvad det vil sige at være en cocreator i månedens temaartikel – og tjekke de fire cocreatortyper ud: Idestormer, nybygger, visionpartner og coman.

MIKROKEDSOMHED

Har du spillet Angry Birds? Eller Wordfeud? Et ret ukompliceret spil, som du liiige kan spille mens du venter på bussen, har to minutter før tv-avisen begynder eller sidder på toilettet. Man kalder det for casual games, som er spil der er hurtige at starte op og nemme at lære. De er tilpasset en travl hverdag, fordi to minutters spilletid giver lige så meget mening som at spille i en time.

Trangen til at blive underholdt i alle de bitte små tidsintervaller, som en almindelig travl hverdag giver, kalder man for mikro-kedsomhed, og til det er de nævnte casual games perfekte til.

+ 1: KØBENHAVN

Fast Company har udvalgt hvad de kalder jordens 10 mest "smart cities" hvilke de definerer som byer, der bruger informations og kommunikationsteknologi (ICT) til at være mere intelligente og effektive i brugen af ressourcerne, så det resulterer i omkostnings og energibesparelser, forbedrede borgerservice og livskvalitet og reducerede miljøfodspor – og hvor alt understøtter innovation og lav CO2-økonomi.

Og jaaaa - København er blandt de 10!

De andre er Wien, New York, Hong Kong, Toronto, Paris, London, Tokyo, Berlin & Barcelona.

Tjek det selv ud her

fredag 20. januar 2012 Kl. 21:32 | 0 kommentarer

Vil du være sikker på, at du bliver uundværlig nu og i fremtiden, skal du dyrke din evne til at være en supercool cocreator. Hvordan? Ved at træne dig i følgende kompetencer:

Kreativ

Original

Normbryder     

Handlekraft

Resultatorienteret

Solidarisk

Evolutionær

Åben

Social

Et forslag inden du går til i stress eller opsøger den bedste coach du kan finde:

1. Find ud af hvilke kompetencer du allerede er god til, og træn dem en ad gangen i en uge, så du bliver bevidst om, hvordan du bruger dem 

2. Træn en af de andre kompetencer et par uger ad gangen, til den føles mere naturlig for dig 

3. Glæd dig over, at du hele tiden er i udvikling! 

 

Dette år er blevet udråbt til alt fra den totale undergang til starten på en ny epoke. Hvis du vælger det sidste, kan du få hjælp af tre tendenser i tiden. Det handler om at være centreret, dyrke connections og turde være et multimenneske fuld af paradokser.

Af Emilia van Hauen

Hvert nytår tror jeg fuldt og fast på, at lige præcis dette år, bliver det bedste år nogensinde. Nytårsaften afslutter jeg hver eneste skål med dette ønske. Og efterhånden har optimismen smittet mange i min omgangskreds, som har adopteret traditionen, om end der stadig er skeptikere i blandt dem. ”Hvert år kan da ikke blive bedre end sidste år?!” er den indvending jeg oftest får. Men jo, det kan det altså godt. Det kræver blot to ting: For det første at du bliver klar på, hvad du skal gøre og opleve i løbet af dette år, for at du synes, at det bliver det bedste år nogensinde. Fx endelig at få den hamster, du har drømt om? Eller rejse til Ouagadougou? Kun du kan finde ud af, hvad du drømmer om i år, og kun du er i stand til at få det til at gå i opfyldelse. Den anden ting er, at du bevarer fokus på alt det gode, der sker dig. Er det et halvt fuldt eller halvt tomt år? Og så er der naturligvis undtagelserne, som uventet død og sygdom af sådan en karakter, at det aldrig giver mening. Det giver nok snarere det værste år nogensinde.

I år er det dog ikke kun på det personlige plan, at det kan blive det værste år nogensinde, for guderne skal vide, at 2012 er gået hen og blevet et næsten sagnomspundet år, hvor katastroferne lurer om hver en forudsigelse. Mayaerne mente, ifølge nogle fortolkere, at verden går under i år. Det samme budskab tillægges Nostradamus. Ja, så er den ged ligesom barberet. Det er dog de færreste, der tror på denne skæbne for året, og så er der andre grumme perspektiver at lade sig skræmme af. Klimamenneskerne fx, der forudsiger katastrofer til vands, til lands og i luften. Eller økonomi- og erhvervsmenneskerne, der forudsiger nok et kriseår med masser af fyringer, lukninger, konkurser og negativ vækst. Der er også udsigt til, at det arabiske forår ser ud til at blive afløst af den muslimske vinter. Mordkorea (tak ATS!) har fået endnu en kær leder, der kan undertrykke og mishandle sit folk. Europa kæmper for at overleve som idé og økonomisk magtfaktor. USA kan ikke internt blive enige om krisens omfang og middel og kan nå at gå konkurs inden næste nytår. Og i Danmark har vi fået tabermænd, uden at vi har fået flere bestyrelseskvinder. Opløftende er det bestemt ikke, og dette er kun nogle af aspekterne!

Men der er også muligheder. Selvom nogle mener, at man skal være så optimistisk og positiv i sine iagttagelser, at Leif Lalleglad vil syne som en deprimeret kærestesorgsramt Michael Strunge i lære som bedemand, for at kunne se den side af sagen også. Jeg vil ikke desto mindre prøve på at tilbyde tre trends, som du kan bruge til at få dit bedste år nogensinde.

For det første har den fortsatte krise hjulpet os til at blive mere centreret i os selv, så vi kommer tættere på det, vi virkelig er dygtige til og brænder for. Vi er tvunget til at se på essensen af os selv og vore egne liv, og stille spørgsmålet: Lever jeg virkelig det liv jeg gerne vil? Og hvis ikke jeg gør, hvad er det så jeg længes efter? Mange vil vælge trygheden, mens andre vil vælge det ukendte, for alt er alligevel så pokkers usikkert, at det er nu, der er åbent for de nye og skæve muligheder. Og det gælder både professionelt og privat. Det er slut med mennesker og ideer, der blafrer rundt efter enhver tosset eller panisk overlevelsesidé, og ind med personer, organisationer og produkter, der tager udgangspunkt i eget centrum. De går nemlig aldrig død i energi og kreativitet eller brænder ud af stress. Centrering handler om, at du tør tænke og handle autonomt, og følge din egen indre overbevisning, selvom det kan betyde udstødelse af den gruppe, du umiddelbart gerne vil være medlem af. I stedet kan du være med til at skabe noget nyt, som andre vil opsøge, og på den måde kan du skabe et nyt fællesskab, som passer bedre til dine overbevisninger og livsformål. Hvis ikke der allerede er plads til dig – skaber du den.

For det andet har vi aldrig haft så mange muligheder for at indgå i lige præcis de fællesskaber, som vi drømmer om at dyrke. Fællesskaber er socia-cool, og uden dem er du intet. Det er blevet klart nu, hvor vi har sagt farvel til individualitetens epoke. Men fællesskaber er ikke nok. Det er hvordan vi er tilknyttet, der bliver det vigtigste i fremtiden. Jeg kalder det for connections, og det handler ikke bare om netværk og relationer; det handler også om, hvordan vi forbinder os med viden, resultater, handlinger, idealer, værdier, organisationer, ideer – og ikke mindst de muligheder, som alle vores connections – og nettet - giver os! Hvis du er ensom eller ufrivillig alene (om fx en idé), har du de bedste muligheder nogensinde for at skabe meningsfulde relationer med din omverden; det er blot op til dig, hvordan du vil forbinde dig med dem.

For det tredje er vi i gang med at sige farvel til det holistiske menneske og goddag til multimennesket. Vi er nemlig ved at opgive den urealistiske drøm om en tilværelse i evig zen og balance med en gennemfarvet identitet, der i sin kerne er urokkelig og hel. I stedet anerkender vi vores menneskelige fejlbefængthed og bliver til multimennesket, som forstår at favne en lang række paradokser, og derfor formår at navigere sikkert, fleksibelt og troværdigt rundt i det foranderlige landskab, som vores tid er. Multimenneskets særlige egenskab er en udbredt paradoks-elasticitet, der holder det smidigt og levende. Man skal huske på, at paradokser kun er en svaghed, hvis man ikke ved, hvordan man bruger dem, som kreativ energi. Hvor i dit liv finder du dit største paradoks? Dér finder du også dit største vækstpotentiale!

Hvordan vil DU gøre 2012 til dit bedste år nogensinde?

Kronik bragt i Jyllandsposten 3. januar 2012.

mandag 2. januar 2012 Kl. 17:31 | 0 kommentarer

Penge, connections og individuelt forbrug er gode steder at starte. Men uden centrering lykkes du nok ikke. Tjek ud her, hvordan du kan bruge tidsånden aktivt til at nå dine mål i 2012.

Tidsånden er nemlig en gratis ressource, du gør klogt i at bruge aktivt i din forretningsplan. Men hvordan? Ved at koble dig op på nogle af de vigtigste megatrends, og udnytte den energi og det fokus, som de bringer i samfundet og forbrugernes bevidsthed.

Den vigtigste er centrering, som bla. Steve Jobs (Apple) var eminent til at forfølge. Det kræver stål i hovedet – især i krisetider, hvor mange panikker og løber efter alt, hvad der ligner penge. Desværre ofte med den uheldige bivirkning, at du går på kompromis med din eksistensberettigelse og udvander dit forretningsgrundlag. Slut med at placere dig stærkt i markedet pga. din originalitet og autenticitet (som også er to vigtige trends) - og så er du fucked! For så bliver du bare til det, alle ”de andre” også er.

Centrering handler om, at du tør tænke og handle autonomt, og følge din egen indre overbevisning. Organisationer, ledere og produkter, der tør det, går nemlig aldrig død i energi og kreativitet eller brænder ud af stress. Og har ofte evnen til at skabe noget nyt, som aftagerne vil opsøge, fordi de får direkte adgang til det, der er med til at sætte dagsordenen. Med andre ord: hvis der ikke allerede er plads til dig, skaber du den. Det gjorde Jobs. Det kan du også!

Spørg dig selv: Hvad ville verden miste, hvis min organisation ikke fandtes? Kan du ikke svare på det indenfor to sekunder (ja, to sekunder!), så brug december på at finde dit centrum og din eksistensberettigelse på markedet. Husk at runde begreber som kultur, livsformål, idealer, værdier og normer. Ja, de er svære at måle, men bidrager afgørende til bundlinjen.

Det leder direkte videre til den næste megatrend: Penge. Værdi. For få år siden, var penge noget nærmest inferiørt vi bare skaffede. Gennem investorer eller kunder. Nu dominerer manglen på dem fuldstændig vores dagsorden – fra mikro til makroplan. Derfor: Tænk penge og værdi ind i det, du laver. På en måde, så du skaber muligheder og håb - ikke frygt. Tænk også alternativt på, hvad der er værdi. Anarconomy, den paralleløkonomi der eksisterer gennem de gratis ydelser på nettet som google og youtube, vokser sig hele tiden stærkere, og udfordrer vores opfattelse af, hvordan man sælger og køber ydelser. Frygt ej udviklingen, men brug den konstruktivt i din forretning. Altså: Hvordan kan du skabe overskud, ved at give en vigtig ydelse væk?

Vær også bevidst om at udnytte din kognitive kapital; dvs. idéer og koncepter. Den bliver som regel mere og mere værd, efterhånden som den deles med flere og flere. Modsat fysiske varer, der forbruges og forsvinder. Cocreation er en af de metoder du kan bruge, for at øge din kognitive kapital og skabe et bedre kreativt og socialt miljø på din arbejdsplads. Hvilke opgaver har du i 2012, som bedst løses i en cocreation ramme? Og få styr på de kompetencer, teamet skal repræsentere, for at visionen for opgaven bliver forløst bedst muligt.

Penge er direkte koblet op på tillid. Hvad bliver vi enige om har værdi – og har vi tillid til, at den værdi øges i fremtiden? I disse dage kæmper EU en hård kamp for visionen om et fælles og stærkt Europa. Og det leder direkte hen til den tredje megatrend: Connections.

Fællesskaber er socia-cool, og uden dem er du intet. Men fællesskaber er ikke nok. Det er hvordan vi er tilknyttet, der bliver det store tema i fremtiden. Connections er ikke bare netværk og relationer; det handler også om hvordan vi connecter med viden, resultater, handlinger, idealer, værdier, organisationer, ideer – og ikke mindst de muligheder, som vores connections giver os! I en verden af forbindelser, er der to møntfod: Tillid og hastighed. Tillid er det, der i en verden med færre autoriteter, skaber troværdighed og langsigtede resultater, mens hastighed er det, der giver os adgangen. At være ”konstant på” bliver ikke mindre relevant; tværtimod, så jo hurtigere og bedre vi kan få det vi søger, jo mere søger vi det. Hastighed handler også om at kommunikere ikonisk-klar. Hvis dit firma, din stilling, dit produkt var et ikon – hvordan så det så ud? Der skal gå mindre end et sekund fra ikon til klik – ellers taber du i kapløbet.

Til sidst skal du bruge trenden individuelt forbrug. Forbrugere (i alle udgaver, også organisationer) bliver mere krævende på at få dækket deres individuelle behov. Træn dig derfor i din essens, og tilbyd noget enestående til alle dine kunder – uden at knække halsen på at individualisere det i en grad, der giver røde tal på bundlinjen. Tænk derfor i moduler, når du tænker afsætning; moduler der kan tilrettes den enkelte kundes behov ved individuelle kombinationer på aftagerens vilkår.

God fornøjelse med 2012!

Kronik bragt i Børsen 30.12.11

Test din livsform

 - 34 KB

Er du egofester, guruist, voksencool eller co-creator?

Test dig selv her

Forespørg på foredrag/rådgivning

Hvis du overvejer et foredrag med mig, så send en uforpligtende forespørgsel.

Send forespørgsel

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret på tidens trends og tendenser


Se tidligere nyhedsbreve

Kalender

Ingen nyheder

TEDx Tale

Se Emilias tale p?TEDx.

Se video

FARVEL EGOFEST

- og goddag til formål og fællesskaber

Læs intro og køb bestselleren her

Tjek bestsellerforedraget ud her


Emilia van Hauen
Tlf. +45 2628 2618
evh@emiliavanhauen.dk
Dudal Webdesign